Landsmøde
Som medlem af LLG har du mulighed for at deltage på foreningens landsmøde, der afholdes én gang årligt den sidste weekend i september. Landsmødet afholdes i lige år på Sjælland og i ulige år i Jylland. For de voksnes vedkommende starter Landsmødet med gruppearbejde lørdag eftermiddag. Her har man mulighed for at vælge sig ind på et emne, man gerne vil vide mere om, eller et emne man ved meget om, og hvor man gerne vil dele ud af sin viden og erfaring. Gruppearbejdet er både for forældre til børn med lgs., unge/voksne m. lgs., samt bedsteforældre der har et barnebarn med lgs. Efter gruppearbejdet er der et foredrag, som hvert år omhandler noget forskelligt. Fx har vi haft foredrag om behandlingsmuligheder, forskning og strukturreformen. Umiddelbart efter foredraget uddeles LLG-Prisen. Se mere om LLG-Prisen her. Søndag formiddag afholdes den årlige generalforsamling. Mens de voksne er til gruppearbejde, foredrag og generalforsamling, hygger børnene sig i børneklubben, hvor de bl.a. tager i svømmehal, ser film, laver konkurrencer og leger med de andre børn. Derudover er der en småbørnsgruppe, som tager sig af de helt små børn. For de lidt ældre børn er der ungdomsklubben, hvor de kan hygge sig med jævnaldrende. Endelig er der også ungdomsgruppen, hvor unge med lgs. kan mødes i en times tid og snakke om de oplevelser og erfaringer, de har haft i forbindelse med det at have læbe-ganespalte. Lørdag aften er der fælles aftensmad, og herefter underholdning og socialt samvær. Søndag middag slutter vi af med en god frokost, inden vi siger tak for denne gang og på gensyn til næste års landsmøde.
|