Mor til Maja

Som mor til en datter på 9 mdr. med enkeltsidig læbe-gumme-ganespalte er man lidt nervøs for, hvad fremtiden vil bringe. Da Maja blev født sidste år i september, var chokket stort men blev hurtigt afløst af glæden og stoltheden af dette lille væsen. Dengang var bekymringen den første store operation, som Maja skulle igennem i februar 2005. Vi tænkte som forældre ikke længere frem, og det var meget bevidst – vi valgte at nyde og ikke at bekymre os. Nu da operationen er vel overstået, og vi har slikket de psykiske sår efter en hård indlæggelse, er der begyndt at dukke en hel del nye ting op i ”bekymrings-skuffen”. Om 2 mdr. skal Maja starte i vuggestue eller dagpleje – hvordan skal det gå – hvor mange øreinfektioner skal hun have – hvordan kommer hendes sproglige udvikling til at blive – hvordan reagerer de andre børn, forældre og pædagoger på Maja? Og endelig nr. 2 operation til november?
 
Jeg har førhen kun tænkt kortvarigt over, hvordan hendes liv som teenager ville blive, men efter at have læst LLG-bladet april 2005/2 blev jeg klar over, at der virkelig er nogen (og især piger), der oplever det at have et ar på læben som et ”handicap” og noget der påvirker selvtilliden markant. Jeg blev ked af at læse om disse unge menneskers kamp her i tilværelsen. Som forældre vil man jo gøre alt for, at ens barn får det godt her i livet, og kunne man købe ”selvtillid” på dåse, ville jeg begynde at made Maja lige på stedet!!
 
En meget god veninde sagde for nyligt til mig, at det måske var en fordel, at Majas skavank var fysisk  - det ville gøre, at vi var ekstra opmærksomme på drille-problemer lige fra første færd af hendes kontakt med nye relationer så som vuggestue, børnehave og skole?. Jeg ved det ikke?
Selvtillid – det er nok kodeordet – jeg vil gøre mit bedste som forælder. Min kæreste og jeg har tit overvejet, hvad vi egentlig skulle bruge LLG til  - vi føler en fantastisk opbakning i vores vennekreds og fra familie og har umiddelbart nok i dette. Vi er dog blevet opmærksomme på, at Maja måske i fremtiden vil få brug for nogen, som har det samme ”ar” som hende, og ikke bare nogen som prøver at sætte sig ind i, hvordan det er at have dette ”ar”! – måske får vi også selv brug for gode råd...
 
Hvad fremtiden vil bringe, det ved jeg ikke, men vi vil forsøge at tage en bekymring op af  ”bekymringsskuffen” ad gangen og så ellers nyde det fantastiske dejlige barn, vi nu engang har fået. Hvem har oplevet ”fremtiden” ?