
|
Mor til Maja
Som mor til en datter på 9 mdr. med enkeltsidig
læbe-gumme-ganespalte er man lidt nervøs for, hvad fremtiden vil bringe. Da Maja
blev født sidste år i september, var chokket stort men blev hurtigt afløst af
glæden og stoltheden af dette lille væsen. Dengang var bekymringen den første
store operation, som Maja skulle igennem i februar 2005. Vi tænkte som forældre
ikke længere frem, og det var meget bevidst vi valgte at nyde og ikke at
bekymre os. Nu da operationen er vel overstået, og vi har slikket de psykiske
sår efter en hård indlæggelse, er der begyndt at dukke en hel del nye ting op i
bekymrings-skuffen. Om 2 mdr. skal Maja starte i vuggestue eller dagpleje
hvordan skal det gå hvor mange øreinfektioner skal hun have hvordan kommer
hendes sproglige udvikling til at blive hvordan reagerer de andre børn,
forældre og pædagoger på Maja? Og endelig nr. 2 operation til november?
Jeg har førhen kun tænkt kortvarigt over, hvordan hendes liv som
teenager ville blive, men efter at have læst LLG-bladet april 2005/2 blev jeg
klar over, at der virkelig er nogen (og især piger), der oplever det at have et
ar på læben som et handicap og noget der påvirker selvtilliden markant. Jeg
blev ked af at læse om disse unge menneskers kamp her i tilværelsen. Som
forældre vil man jo gøre alt for, at ens barn får det godt her i livet, og kunne
man købe selvtillid på dåse, ville jeg begynde at made Maja lige på stedet!!
En meget god veninde sagde for nyligt til mig, at det måske var en
fordel, at Majas skavank var fysisk - det ville gøre, at vi var ekstra
opmærksomme på drille-problemer lige fra første færd af hendes kontakt med nye
relationer så som vuggestue, børnehave og skole?. Jeg ved det
ikke? Selvtillid det er nok kodeordet jeg vil gøre mit bedste som
forælder. Min kæreste og jeg har tit overvejet, hvad vi egentlig skulle bruge
LLG til - vi føler en fantastisk opbakning i vores vennekreds og fra
familie og har umiddelbart nok i dette. Vi er dog blevet opmærksomme på, at Maja
måske i fremtiden vil få brug for nogen, som har det samme ar som hende, og
ikke bare nogen som prøver at sætte sig ind i, hvordan det er at have dette
ar! måske får vi også selv brug for gode råd... Hvad fremtiden
vil bringe, det ved jeg ikke, men vi vil forsøge at tage en bekymring op
af bekymringsskuffen ad gangen og så ellers nyde det fantastiske dejlige
barn, vi nu engang har fået. Hvem har oplevet fremtiden ?

|




|