|
Henriette
Et liv kommer til verden, og forældrene glæder sig til at
se, røre og tage sig af deres lille ny baby, men hvad er nu det? Hul fra mund
til næse? Jamen, hvordan er det kommet? Hvad er det for noget? Hvordan skal
vores barn nu klare sig?
Ja, sådan forestiller jeg mig, at de fleste forældre ville
reagere, når de første gang ser deres barn, som er født med lgs. Jeg ville selv
blive chokeret, hvis det var mig, der var i den situation og aldrig havde hørt
om, at børn kunne fødes med den form for misdannelse. Men hvis jeg, når jeg
engang selv vil have børn, også får et barn med læbe-ganespalte, så tror jeg
ikke, at jeg ville blive nær så chokeret, for jeg ved jo, hvad det er, og hvad
lægerne kan lave, selvom jeg da ikke ønsker, at mit barn skal opleve alle de
operationer, som jeg selv har været igennem. Når en, der er født med lgs, selv
vil have børn, så tror jeg ikke, at man kan lade være med at tænke på, om ens
eget barn nu også får det.
En gang imellem tænker jeg ”jamen, hvorfor er det mig, der
er født med lgs? Hvorfor er det ikke min søster? Og hvorfor har jeg det
overhovedet, mine forældre har jo ikke lgs?” Men så tænker jeg også, at det er
der jo ikke noget at gøre ved, det kan man jo alligevel ikke lave om på.
Men
sådan har det ikke altid været, for hvis vi spoler tiden 7 år tilbage, så var
jeg 8 år og gik i 1. eller 2. klasse. Dengang var der meget mobning, og jeg
husker specielt en gang, hvor jeg var ude og lege ved ”fritteren”, som vi kaldte
fritidshjemmet. Der kom to store drenge, og jeg blev selvfølgelig helt vildt
bange, for jeg vidste jo godt, hvad de var kommet for. Så stod de ellers bare
der og råbte alt muligt til mig, om at jeg var en lille handicappet møgunge.
Derefter satte jeg mig ned på fliserne og græd, indtil der kom en voksen.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg husker denne episode så tydeligt,
men måske er det fordi, at de lige brugte ordet handicappet. For jeg synes
overhovedet ikke, at ordet handicappet kan sættes sammen med lgs. Jeg ved da
godt, at det kan være et handicap ikke at kunne spise og tale rent. Men
handicappet lyder bare så meget værre. Jeg vil ikke sige, at man er handicappet,
fordi man har en lille misdannelse og ville aldrig betragte hverken mig selv
eller andre som handicappet pga. det. Jeg vil hellere helt slette det ord og så
se på det som endnu et bump på vejen, som endnu en forhindring her i livet.
Der er en ting, som jeg har oplevet mange gange, og det er,
at folk opfører sig anderledes over for folk med en eller anden form for
misdannelse. De ved slet ikke, hvordan de skal tackle det, at den person, de
sidder overfor, er ”anderledes”. Den måde, jeg har oplevet det på, er; at folk –
både voksne, men også nogle på min egen alder – har snakket til mig, som om jeg
var mindre intelligent. Og det kan virkelig gøre mig sur, og så har jeg lyst til
at stille mig op på et bord med en megafon og råbe, ”at jeg overhovedet ikke er
anderledes end dem, jeg kan sagtens tænke og er lige så normal som dem, det er
jo bare nogle små ar under næsen” Men jeg gør det selvfølgelig ikke, i stedet
forsøger jeg at forklare personen, at sådan er jeg, for sådan er jeg født, og at
det er, fordi jeg har været igennem mange operationer, at jeg har de her ar
under næsen. Det er nu også nemmere end at skulle til at stå og råbe, for så
ville folk da i hvert fald tro, at der er noget galt med mig.
Om et halvt års tid skal jeg igennem en operation, hvor jeg
får flyttet overkæben 8-9 mm. frem, så jeg får overbid og kan tygge rigtigt
sammen med tænderne, og så vil det også gøre, at jeg får en flot profil. Det
glæder jeg mig rigtig meget til, selvom om jeg ved, at det vil gøre ondt. Men
jeg har jo prøvet det før, for det her vil blive min syvende operation.
Jeg er rigtig glad for alt, hvad jeg indtil nu har fået
lavet. Det er bare blevet så godt, og jeg har ingen problemer med at tale rent
og tydeligt, og det kan jeg (og sikkert også en masse andre) takke de
dygtige læger for, som har gjort det så flot. Jeg vil især takke Stig Bolund på
Rigshospitalet, som har opereret mig mange
gange.
|
|