LLG
Sitemap

Ida Johanne

Som salte, ubudne tårer på bunden af et skåret krystalglas der aldrig kan samles eller limes helt, sådan er det for mange, det ved jeg, vi bliver født som vi er, vi lever som vi er blevet født og vi dør efter det liv vi aldrig selv bestemte. Mange andre har chancerne for at skabe deres eget liv men nogle ting er forudbestemt for os, og det er ikke fordi skæbnen sætter sit præg på menneskers dagligdag. Jeg tror ikke på skæbnen, jeg tror på intet. Jeg har haft tid nok til at tænke og sådan er det for mig i disse lange, halvsøvnige dage; januar har givet sin sang, febuar synger på sit sidste vers og marts står klar som den næste solist i rækken.

 

Vi, os, læbeganespaltepatienter, har vore egne sange.

 

Mit navn er Ida Johanne, jeg blev født i 1988, den 17. oktober helt præcist, og man måtte konstatere: jeg havde fandeme læbeganespalte! Det er ikke noget jeg egentlig har tænkt så vildt meget over i den første lange periode af mit nu kun 16-år lange liv, men det har uden tvivl plaget mig, om jeg så ville det eller ej. Hele min skoletid, fra 1. klasse til ca. 7. klasse (i 8. klasse fik jeg lidt mere styr på mig selv end jeg havde haft førhen!) blev jeg mobbet, på grund af mit udseende. Hvor meget mere bittert kan det overhovedet blive?

 

Jeg var ene og alene om at klare et par depressioner, der tvang mig ind på en sovesofa, hvor jeg ellers lå og så dårlige amerikanske og engelske tv-serier, uden at kunne røre mig ud af flækken med mindre det gjaldt mad eller badeværelse; jeg forbød mig selv at sætte mine ben på min forbandede skole. Jeg troede der var noget i vejen med mig, jeg havde altid følt mig udstødt af de andre i min klasse, med meget få undtagelser (og disse undtagelser priser jeg nu mig selv lykkelig for at have oplevet!); at det direkte var mit udseende der var sat til anskuelse af mine klassekammerater havde jeg egentlig ingen anelse om, og hvad ville jeg kunne gøre ved deres hån og nedværdigende ord? Intet. Jeg kunne jo ikke ændre mit udseende, jeg kunne ikke ændre på hvordan jeg så ud; det fandtes der ingen kur imod. Jeg var en nørd, jeg trak mig bort fra virkeligheden og ind i min egen og andres fantasi. Ridderlego, rollespil, Tolkiens Ringenes Herre (som jeg stadig elsker overalt på jorden!); det var og forblev mit liv.

 

Og det blev mine romaner også.

 

Jeg skrev selv, først lidt for sjov, men jeg kunne lide det. Det gav mig en følelse af at blive væk og forsvinde fra omverdenen og gå ind i den verden jeg helst selv ville være i gennem de hårdeste perioder af mit liv. Mine små, sjove historier blev til lange, gravalvorlige romaner, og den dag i dag skriver jeg stadig selvom min omverden ikke længere tvinger mig bort fra virkeligheden og selvom jeg endnu ikke har haft mod nok til at sende noget ind til et bogforlag trods mine drømme om at blive forfatterinde. Det er blevet en del af mig, næsten ligesom en dagbog, når jeg kommer hjem fra mit gymnasium laver jeg lektier og så sætter jeg mig ved min komputer og skriver, så fingrene snart kan få konstateret slidgigt. Siden har jeg nu set på nogle af mine gamle danskstile fra folkeskolen, og jeg ved at min klasselærer dengang vidste at jeg var på afveje fordi jeg skrev så helhjertet og ufejlbarligt hvad jeg havde i mine tanker og hvilken form for byrde det var for mig at have læbeganespalte samtidig med at være elev i den danske folkeskole. Det kom ud med de særeste billeder og metaforer, grusomhed, mørke, ondskab og lys, drømme, håb og venskab.

 

Da jeg var mindre slæbte mine forældre mig med til landsmøderne i LLG-foreningen, men jeg var for lille til at forstå en brik af hvad det hele handlede om. Dengang var jeg ikke helt klar over hvorfor jeg skulle med, og jeg tror vi har skippet de to sidste landsmøder fordi mine forældres arbejde kom i vejen. Hvad jeg manglede dengang jeg var mindre var at forstå hvad det var jeg var blevet offer for. Jeg bebrejder ikke mine forældre noget, og hvad der er sket er sket og kan ikke laves om, men jeg tror ikke de var klar over hvilken byrde det også ville være for dem at have mig i huset, specielt ikke i mine tidligere skoleår. Jeg krævede meget af dem, skulle have hvad jeg ville have, var utaknemmelig og garanteret også en stædig, lille møgunge, hvilket jeg i hvert fald ved at jeg er i dag og det skyldes at jeg har haft kræfter til at stå i mod mine klassekammerater på min gamle skole. Visse fordele er der da.

 

Det kan måske lyde sært at få et barn til at forstå hvad læbeganespalte er. For mig virkede det indlysende at det da ikke kunne være mit udseende der skulle afgøre om jeg var velkommen i den dumme klasse eller ej. Men det var det. Desværre, uheldigvis og hvad man nu ellers kan sige. Mine forældre bakkede mig op trods min egen selvdestruktive modgang, og jeg skylder dem alt jeg har fået ud af deres hjælp. Måske forstod de på længere sigt hvad det var jeg havde brug for, ikke så mange venner, jeg var blevet en enspænder og selv nu nyder jeg livet som ”the poor, lonesome cowboy” dog med visse venner i baghånden, stadig to fra folkeskolen, én fra min efterskole (Eriksminde Efterskole, hvis nogen skulle være interesserede!) og en hel del fra min nuværende gymnasieklasse samt det umulige: en eks-kæreste. Jeg havde dybest set brug for ro og fred og råd i en givne situationer hvor jeg undrede mig over livet forpint af den modgang jeg blev udsat for i min folkeskoleklasse og bitter over at jeg skulle lide under noget man aldrig selv valgte skulle være éns ”foundation for life”.

 

Mit liv forplanter sig nu i min dagligdag, der er fyldt af glæde og sjov og alvorlig snak og debat i skolen samt en god fritid uden en skid andre aktiviteter end egne romaner og venner. Jeg kom først til at tænke på om det måske ville være en god ide at sende et læserbrev ind til bladet for nogen tid siden da vi fik et spørgeskema sendt med posten. Det kom fra LLG-foreningen og spurgte hvad vi syntes foreningen skulle beskæftige sig med. Jeg kom til at tænke nærmere over det og granskede lidt i min fortid og kom frem til at oplysning om LLG til børnepatienter manglede. Jeg betragtes stadig som barn, jeg skal stadig kategoriseres som et barn fordi jeg er under 18. Det er, som man nu siger det ”sygt nederen”. Jeg tror mange har haft det eller har det som jeg både i nutid og datid og før nutid og så videre. Jeg mangler nogen at dele erfaringer med, jeg mangler nogen at snakke med. Det gjorde jeg også før hen, men nu er jeg ligesom kommet ud på den anden side af nåleøjet; jeg har været den klumsede, store kamel gennem hele mit liv og jeg tror simpelthen svaret på hvordan jeg kom igennem det nåleøje er ? Ja, hvad er det egentlig? For mit eget vedkommende har jeg affundet mig med hvordan jeg ser ud og der kan jeg kun være glad for.

 

Børn stirrer underligt, voksne kigger væk, resultatet er det samme, de får aldrig at vide hvad der gør mig til én de ikke vil sidde ved siden af i bussen eller stå bagved i en byggemarkedskø. Jeg er blevet vant til det, og det generer mig ikke længere. Er der et barn der spørger hvorfor jeg ser sådan ud og en forældre tysser på det, svarer jeg at ”det er okay barnet spørger” og jeg siger ”det er fordi jeg er født sådan!”

spacer
Sidste nyt
spacer
Nyhed 03.07.2017
Forordet i LLG-Bladet juli 2017
LLG opfordrer jer til at deltage i landsmødet d. 23.-24. september på Vejle Center Hotel.
separator
Nyhed 03.07.2017
Tilmelding til landsmøde 2017
Så er det nu, I skal tilmelde jer :-)
separator
Nyhed 26.04.2017
Rettelse til LLG-Bladet 2017/2
Forkerte billeder i artiklen "Kæbekirurgi i Aarhus"
separator
Nyhed 30.01.2017
Invitation til ungdomsweekend i Lalandia
Ses vi? Det håber vi :-)
separator
Nyhed 28.01.2017
LLG-Bladet januar 2017
Nu er januar-bladet udkommet. Du kan også finde det her på LLG's hjemmeside ved at logge ind på medlemssiden.
separator
spacer
  Landsforeningen Læbe-Ganespalte · Flemming Grothen · Hammelvej 28 · 2610 Rødovre · Tlf. 44 84 89 63 · E-mail: formand@llg.dk