Karina

Efter at have læst det indlæg der var i jeres blad der udkom i oktober, skrevet af moren til lille Maja synes jeg da lige jeg vil komme med min historie.

Jeg er født d. 14 marts 1979 med enkeltsidig læbe-gumme-ganespalte i venstre side, det samme som lille Maja. Jeg har også selv hørt fra mine forældre at de har haft de samme bekymringer om hvordan det skulle gå mig, som Majas forældre tumler med. Her er så min historie om hvordan jeg synes mine ”de gamle” har håndteret alt det der med at deres barn ikke var lige som alle de andres børn.

I min familie har der heller ikke tidligere været nogen som er født med hverken læbe- gane- eller gummespalte som de har kunnet trække på, men jeg synes da at de har gjort det meget godt alligevel.

Jeg kan ikke huske første gang jeg var med til et landsmøde, men min mor har fortalt mig at det var efter jeg havde spurgt om jeg var den eneste der var født med det som jeg har.
Jeg er kun blevet opereret 3 gange, 2 gange da jeg var helt lille – for at få lukket hullet fra næsen ned til læben og for at få lukket ganen. Sidste gang jeg blev opereret var jeg 7-8 år, og gik i skole. Der skulle jeg have flyttet noget knogle fra hagen til gummen i overmunden. Jeg kan huske at jeg selv skulle rejse mig op foran klassen og fortælle hvorfor jeg nu skulle være væk i nogle dage, det var nok en af de bedre ting som mine forældre gjorde. De lagde aldrig skjul på noget, og har gerne fortalt åbenhjertigt om hvad det er jeg fejler og hvad der nu skulle til at ske. Jeg er aldrig blevet moppet med min skæve næse, arret under næsen eller bøjlerne. Grunden til det tror jeg er at jeg er blevet opdraget med, at det ikke har været noget der skulle skjules eller noget man skulle være flov over.

I mange år legede min far og jeg også en masse puste-spil, som f.eks. at skulle puste en tændstikæske med ”sejl” over bordet til hinanden. Dette synes jeg jo altid var vældig sjovt, mine forældres skjulte dagsorden med denne leg var at jeg på den måde øvede mig i at puste ud af munden i stedet for næsen så jeg har næsten aldrig ”snakket ud gennem næsen”. Da jeg så blev lidt ældre begyndte jeg så at gå til blokfløjte, igen med samme dagsorden. Dog var forskellen denne gang, at min mor godt kunne høre når jeg snakkede at jeg ikke havde øvet så forfærdelig meget på fløjten, og så satte hun mig i sving.

Da jeg skulle til at bruge bøjler, skulle vi til Aarhus en gang i måneden for at få dem strammet. Dette jo næsten var en dags rejse, fordi vi bor i Sønderjylland, så det blev gjort til en hygge tur for hele familien. Min mor, far og jeg tog så til Aarhus en fredag i hver måned, og hyggede os med det. Til trods for at det gjorde ondt næsten hver gang er det jeg husker bedst fra de ture, at jeg fik 50 kr. hver gang som jeg så måtte købe noget for efter turen oppe på taleinstituttet, samt det at de begge to var med.

Hvordan har jeg det så i dag? Jo, hvis jeg selv skal sige det så har mine forældre da gjort det meget godt. I min dagligdag tænker jeg ikke så forfærdelig meget over at jeg er født med det som jeg er, og det tror jeg egentlig heller ikke at min familie eller venner gør.

Jeg går lige nu og venter på at få min næse rettet, så der er lidt mere symmetri og fri passage i næseborene. Samtidig med det overvejer jeg at få kæberne flyttet, så mit bid bliver lidt bedre. Disse to operationer er nogen jeg selv vælger, ikke fordi det giver mig de store gener, men fordi jeg tror og håber på at det er noget jeg bliver glad for når jeg bliver lidt ældre.

I dag er jeg så i gang med min optiker uddannelse, som jeg forhåbentlig er færdig med når dette blad er på gaden. Selvom jeg er i kontakt med kunder fra gaden hver dag er det de færreste der tilkendegiver at det er noget de har lagt mærke til. Faktisk synes jeg næsten at det er fordel at jeg er født som jeg er, da der engang imellem kommer forældre ind med børn der har læbe- gane- eller gummespalte og så for vi lige en lille snak om hvordan de har det, og jeg deler ud af mine erfaringer. Ellers bor jeg i eget hus sammen med kæresten, hvor vi stille og roligt overvejer det at skulle have børn. Hvis vi så selv for børn der er født med læbe- gane- eller gummespalte, skal jeg bare være lykkelig over at jeg har mine forældre i baghånden som selv har været hele møllen igennem.

Så mit gode råd til jer må være, at lade vær med at være flov over det og fortæl jeres lille datter det samme. Tag det som det kommer, så skal det nok gå!

Pøj pøj med fremtiden til lille Maja og alle jer andre, selvom det godt kan se sort ud engang imellem så husk at det nok skal gå alt sammen.