Karina
Efter at have læst det indlæg der var i jeres blad der
udkom i oktober, skrevet af moren til lille Maja synes jeg da lige jeg vil komme
med min historie.
Jeg er født d. 14 marts 1979 med enkeltsidig
læbe-gumme-ganespalte i venstre side, det samme som lille Maja. Jeg har også
selv hørt fra mine forældre at de har haft de samme bekymringer om hvordan det
skulle gå mig, som Majas forældre tumler med. Her er så min historie om hvordan
jeg synes mine de gamle har håndteret alt det der med at deres barn ikke var
lige som alle de andres børn.
I min familie har der heller ikke tidligere været nogen som
er født med hverken læbe- gane- eller gummespalte som de har kunnet trække på,
men jeg synes da at de har gjort det meget godt alligevel.
Jeg kan ikke huske første gang jeg var med til et
landsmøde, men min mor har fortalt mig at det var efter jeg havde spurgt om jeg
var den eneste der var født med det som jeg har. Jeg er kun blevet opereret 3
gange, 2 gange da jeg var helt lille for at få lukket hullet fra næsen ned til
læben og for at få lukket ganen. Sidste gang jeg blev opereret var jeg 7-8 år,
og gik i skole. Der skulle jeg have flyttet noget knogle fra hagen til gummen i
overmunden. Jeg kan huske at jeg selv skulle rejse mig op foran klassen og
fortælle hvorfor jeg nu skulle være væk i nogle dage, det var nok en af de bedre
ting som mine forældre gjorde. De lagde aldrig skjul på noget, og har gerne
fortalt åbenhjertigt om hvad det er jeg fejler og hvad der nu skulle til at ske.
Jeg er aldrig blevet moppet med min skæve næse, arret under næsen eller
bøjlerne. Grunden til det tror jeg er at jeg er blevet opdraget med, at det ikke
har været noget der skulle skjules eller noget man skulle være flov
over.
I mange år legede min far og jeg også en masse puste-spil,
som f.eks. at skulle puste en tændstikæske med sejl over bordet til hinanden.
Dette synes jeg jo altid var vældig sjovt, mine forældres skjulte dagsorden med
denne leg var at jeg på den måde øvede mig i at puste ud af munden i stedet for
næsen så jeg har næsten aldrig snakket ud gennem næsen. Da jeg så blev lidt
ældre begyndte jeg så at gå til blokfløjte, igen med samme dagsorden. Dog var
forskellen denne gang, at min mor godt kunne høre når jeg snakkede at jeg ikke
havde øvet så forfærdelig meget på fløjten, og så satte hun mig i
sving.
Da jeg skulle til at bruge bøjler, skulle vi til Aarhus en
gang i måneden for at få dem strammet. Dette jo næsten var en dags rejse, fordi
vi bor i Sønderjylland, så det blev gjort til en hygge tur for hele familien.
Min mor, far og jeg tog så til Aarhus en fredag i hver måned, og hyggede os med
det. Til trods for at det gjorde ondt næsten hver gang er det jeg husker bedst
fra de ture, at jeg fik 50 kr. hver gang som jeg så måtte købe noget for efter
turen oppe på taleinstituttet, samt det at de begge to var med.
Hvordan har jeg det så i dag? Jo, hvis jeg selv skal sige
det så har mine forældre da gjort det meget godt. I min dagligdag tænker jeg
ikke så forfærdelig meget over at jeg er født med det som jeg er, og det tror
jeg egentlig heller ikke at min familie eller venner gør.
Jeg går lige nu og venter på at få min næse rettet, så der
er lidt mere symmetri og fri passage i næseborene. Samtidig med det overvejer
jeg at få kæberne flyttet, så mit bid bliver lidt bedre. Disse to operationer er
nogen jeg selv vælger, ikke fordi det giver mig de store gener, men fordi jeg
tror og håber på at det er noget jeg bliver glad for når jeg bliver lidt
ældre.
I dag er jeg så i gang med min optiker uddannelse, som jeg
forhåbentlig er færdig med når dette blad er på gaden. Selvom jeg er i kontakt
med kunder fra gaden hver dag er det de færreste der tilkendegiver at det er
noget de har lagt mærke til. Faktisk synes jeg næsten at det er fordel at jeg er
født som jeg er, da der engang imellem kommer forældre ind med børn der har
læbe- gane- eller gummespalte og så for vi lige en lille snak om hvordan de har
det, og jeg deler ud af mine erfaringer. Ellers bor jeg i eget hus sammen med
kæresten, hvor vi stille og roligt overvejer det at skulle have børn. Hvis vi så
selv for børn der er født med læbe- gane- eller gummespalte, skal jeg bare være
lykkelig over at jeg har mine forældre i baghånden som selv har været hele
møllen igennem.
Så mit gode råd til jer må være, at lade vær med at være
flov over det og fortæl jeres lille datter det samme. Tag det som det kommer, så
skal det nok gå!
Pøj pøj med fremtiden til lille Maja og alle jer andre,
selvom det godt kan se sort ud engang imellem så husk at det nok skal gå alt
sammen.
|