|
Kæreste fortæller
- Hvad er det,
din kæreste har i ansigtet, har han været ude for en ulykke eller sådan noget??
Dette spørgsmål bliver jeg ofte stillet, når venner og bekendte ser billeder
af min kæreste. Jeg svarer nej og prøver så at forklare folk, hvad arrene og den
flade næse er kommet af. Min kæreste er født med dobbelt læbe-gumme-ganespalte.
Da jeg mødte min kæreste første gang, kunne jeg da godt se, at der var ”noget”
med hans ansigt, men jeg bed ikke mærke i det og stirrede heller ikke, han
forklarede mig jo hvad det var og det var så det.
I
dagligdagen hvor folk kender ham, lider min kæreste ikke under, at han har nogle
ar og en lidt anderledes næse end så mange andre mennesker, men når vi først
kommer udenfor eller han skal møde nye mennesker, så stivner han og bliver
nervøs og usikker. Selvtilliden kunne bestemt også være bedre, ofte tvivler han
på at jeg holder af ham, dette er jo helt forkert; jeg prøver så vidt muligt at
støtte ham i alle hans valg og i alt hvad han gør. For han kan hvad han vil, det
har jeg fundet ud af.
Jeg har ofte været ude for, at
når jeg har nævnt ordet børn og mine venner og et par stykker i min familie
fandt ud af, at min kæreste har læbe-gumme-ganespalte, så spurgte de mig: - Du
vil da vel ikke have børn med HAM?, og så meget forskrækkede ud. Dette sårede
mig, men ofte er det sådan, at folk er bange for det, de ikke kender til, bange
for det, som er en smule anderledes. Jeg elsker jo min kæreste overalt på jorden
og for mig er han den dejligste. At være kæreste med en fyr med
læbe-gumme-ganespalte er for mig ingen hindring for at få et barn, og jeg vil
aldrig vælge abort.
Det er ret foruroligende, at vores
verden og hverdag efterhånden styres af overnaturligt smukke og tilsyneladende
perfekte mennesker. Mange mennesker har en så stresset hverdag, at de ikke har
overskud til at lære andet end overfladen af folk at kende. Og det mener jeg
ikke, at man kommer langt med. Mit ønske er, at folk ville sætte større pris på
det indre end det ydre – som alligevel falmer med tiden, og så er kun det indre
tilbage. Og det er det, man skal leve sammen med.
De
varmeste hilsner,
Christina Jensen.
|
|